Når en dreng bliver mellem 12 og 15 år i afrikanske stammer skal han igennem en initiationsrite (det vil sige en manddoms prøve som indikere at han går fra at være dreng til mand, typisk mere omfattende både psykisk og fysisk, end at mumle et par “ja” til præsten i folkekirken) og derefter indtræder han i de voksnes fællesskab, hans mor har mistet sin søn og skal fremover hilse ham som mand, de andre mænd har fået en ny broder, en jager og kriger (det skal lige nævne at indholdet i disse riter strider mod stort set alle paragrafere i FN’s børnekonvention, det er ikke for børn :-/)

Når jeg ser film og tv-serier som “Saving Private Ryan” eller “Band of Brothers”, så er der noget tiltrækkende over disse mænd og deres fællesskab. John Eldregde skriver i sin bog “Det maskuline hjerte“, at sand mandighed kun kan opstå i fællesskab med andre mænd.

Ironisk nok har den morderne mand i vesten taget illusionen om den ensomme cowboy til sig, at manden må klare sig selv, se godt ud og ikke vise smerte i pressede situationer, holde igen på føleleserne og fake den overfor andre mænd.

Jeg kan sagtens tage en masse tiltag i mit liv for at udvikle sin maskulinitet, tror jeg, men først når samtalen med gutterne berør vigtigere ting end fodbold, politik og en flygtig genfortælling af gårsdagens hændelser, vil jeg som person opleve at det maskuline udvikler sig, for der er jeg i et ærligt fællesskab med andre mænd.

Hvad er mener du er mest mandigt – den ensomme cowboy der klare alt selv (også for andre) eller den lille enhed som vil tage en kugle for hinanden?