For noget tid siden, blev det torsdag og Fruen tog ikke i byen, så der blev ikke tid til “Bands of Brothers” (indrømmet – det var en mærkelig sætning at starte et indlæg med). Tiden kom tilgengæld fredagen efter, hvor jeg lå syg med ondt i halsen, ondt i hovedet, ondt i kroppen (Doktor-Fruen diagnostiserer: Mandesyge!).
Det er ikke muligt at beskrive episode #3 uden at komme uden om Menig Albert Blythe. Det er lidt trist, for som seer ved man, at når der bliver præsenteret en ny person til persongalleriet i serien, så dør vedkommende på et tidspunkt.
Blythe bliver samlet op på en mark, hvor han står og kigger paralyseret op på skyerne. Senere i kampen om byen Carentan, går han i baglås og gemmer sig, ramt af “traumatisk blindhed”. Om det er en undskyldning eller sandt, for vi aldrig at vide – men han vender tilbage til hans deling efter en samtale med Løjtnant Winthers (Winthers igen..). Kort tid efter falder i skyttegravskamp med fjenden, og da natten falder på, ligger de 2 modparter i hver deres række huller i silende regnvejr. På et tidspunkt den nat udvikler følgende samtale sig mellem Blythe og Kaptajn Ronald Speirs:
Blythe: Da jeg vågnede [i grøften] prøvede jeg ikke på at finde min enhed, for at kæmpe… Jeg bare…Jeg blev bare der
Speirs: Hvad hedder de?
Blythe: Albert Blythe
Speirs: Ved de hvorfor de gemte dem?
Blythe: Jeg var bange
Speirs: Vi er alle bange[...] De gemte dem, fordi de troede, der var håb, – men deres eneste håb er at accepterer, at de er død. Så snart De accepterer det, kan de fungere som soldat.
- Band of Brothers, episode #3
Senere i episoden følger vi Blythes opgivelse af sit håbløse håb, han nedkæmper en fjende og blive en tjenestevillig soldat, som til sidst dør af skuddet fra en snigskytte (som skrevet, nye personer dør på et tidspunkt).
Men det er en anderledes tankegang, at håb kan være en hindring, fordi vi håber noget håbløst. Jeg kan i hvert fald se, at jeg nogle af mine håb i virkeligheden håb om underfundige udveje, som hindre mig i at kæmpe mine kampe.
For eksempel håber jeg på, at nogle situationer på arbejdet løser sig selv (magi, trylleri, bare forsvinder bagerst i skuffen eller en anden kommer og løser opgaven i mit navn) – det håb holder jeg så fast i, og derfor kommer jeg ikke ind i kampen. Et eller andet sted håber jeg virkelig også at dagplejemor lærer mine børn at benytte et toilet fremfor leveringen af bøffen i bleen. Jeg har lidt på fornemmelsen af, at det er et svineri, som vi skal igennem snart. Jeg håber også at kirken bliver så smooth (bemærk, et ord uden indhold), at folk helt af sig selv kommer ind af døren og bliver hængende fordi det bare siger dem noget essentielt og ekstentielt, så slipper jeg jo for at skulle op på barrikaderne.
Og mest af alt, så håber jeg på at Guds nåde er så stor, at han også bærer over med det, som jeg burde gøre men ikke gør, ikke på grund af min svaghed, men på grund af dovenskab og manglende kampgejst.
Der er ikke langt mellem Albert Blythe og mig. Heldigvis! For Blythe komme videre, han indser, hvad der lammer ham, han opgiver sit håbløse håb og kommer ind i kampen. Yes, han døde af det, men han var nok død alligevel, eller også skulle han leve med skammen om at have desesteret resten af sit liv. Jeg bør nok også revidere mine håb, opgive nogle stykker og komme ind i den virkelige kamp.
- Det er ok, at håbe på at situationer på arbejdet bliver bedre, men det er ikke ok, at håbe på at det sker uden indsats fra min side.
- Det er ok, at håbe på at mennesker bliver frelst og lagt til kirken, men det er ikke ok at håbe på, at de bliver det uden mit engagement.
- Det er ok, at håbe på at mine børn bliver handlekraftige og selvstændige personer, men det er ikke ok at håbe, at jeg ikke skal yde et (stort) offer for det.
- Det er ok, at håbe på himmelen, men det er ikke ok at håbe på himmelen, mens jeg er her på jorden… for det kommer ikke til at ske, det kommer kun til at gøre mig til en ineffektiv navlepiller.
Og der er sikkert meget mere, men det er egentligt befriende at sætte ord på. Det er lidt som at vågne op til virkeligheden, det er ikke en rar oplevelse, men det er… virkeligheden.
).
