Må jeg udfordre dig lidt? Lav en liste inde i dit hovede på dine to nærmeste venner blandt gutterne. Husk dem! Og nu, lav en liste over de to til tre største udfordringer du kæmper med lige nu. Ikke sådan noget med at børnene ikke opfører sig ordenligt eller økonomien trykker, det er sekundære udfordringer – men din reaktion derpå, at du er bekymret eller reagere udfarende, du bliver hidsig eller søger tilflugt i tv, sex eller mad. Det er hvad jeg kalder udfordringer. Har du dine to lister klar?

”Den eneste måde at finde ud af om en person er til at stole på, er at stole på ham.”
- Ernest Hemingway

Spørgsmål: Kender dine to, eller én af de to, nærmeste venner dine udfordringer lige nu? Har du fortalt dem om det og hvordan det påvirker dit liv, dit ægteskab, din relation til dine børn? Prøv at vend den om. Ved du hvad dine to venner går og tumler med lige nu?

Det er let at være venner og have bekendte, så længe vi kan gå og vise vores fine polerede overflader, småprale med vores bedrifter og landvindinger og diskutere politik, sport og teknik. Det er i sandhed ingen kunst at være overfladisk. Det bliver straks mere udfordrende, når vi piller lagene af løgne og begynder at vise vores mindre pæne bedrifter, når vi sætter ord på vores skyggesider og tør vise, at vi ikke altid formår at være ovenpå, have styr på tingene og at overfladen mest er til pynt og dække for en mere udfordrende virkelighed.

At få sådan et venskab, kan føles som at gå planken ud, dybde i relationer opnås ved at du tilbyder et dybere indblik i dit eget liv (<– Click to Tweet). Men at have en god ven, hvor man kan tale ærligt og åbent om udfordringer i livet, sår i sjælen og måske endda bede sammen bagefter. Det kan ikke byttes for noget i verden.

Så hvad er næste skridt? Gå tilbage til din lister med udfordringer og venner. Vælg en ven, vælg en udfordring og vælg en café. Start med small-talk som I plejer, fortæl så en vinkel eller en bid af din udfordring og se hvad der sker. Mange mænd er ensomme bag deres facader, de venter på at nogle begynder at være ærlige, så der plads til at de også kan være det. Men én bliver nød til at begynde.
(Foto: rburtzel)

Læs også:

• Bring virkeligheden ind i relationerne
• Lev i smerten
• Din maskuline rejse starter ved dit sår

Hvad er det der gør, at vi kan sidde sammen med nogle af de mennesker, som vi ved er os selv nærmest, og bagefter føle at tiden sammen opleves tom og nærmest spildt? Hvorfor er det så svært at bringe virkeligheden ind i vores relationer? Hvorfor er det meget lettere at tale om sport, politik eller vise sine nyeste gadgets frem? Og skal vi endelig tale om virkeligheden, så er det lettere af dele vores sejre og undgå vores svage sider? Men det er noget af det mest tilfredsstillende at gå fra en relation og vide, at man har delt sit hjerte med hinanden, lagt øre til hinandens byrder og inspireret hinanden til at kæmpe de gode kampe. Men hvorfor gør vi det så ikke oftere?

Måske fordi kræver mod. Det kræver mod at træde byde ind med sin sårbarhed i et fællesskab, der er optaget af at pudse overflader og glorier. Det kræver mod at turde stille de spørgsmål, som ikke nødvendigvis har et happy-clappy svar. Hvordan går det egentlig mellem dig og din far? Lige for tiden er min største udfordring at… og så videre! Det kan føles som at gå planken ud, for det kræver at du gør dig sårbar eller endnu værre, du beder en anden om at vise sin sårbarhed overfor dig. Men at gå et lag dybere i en relation, vil altid kræve at en af de involverede løber en risiko – forhåbentligt med det udbytte at samtalen og derved relationen når en større dybde og tillid.

Jeg må dog komme med en advarsel, pas på Joeys! Joey er en af de 6 hovedpersoner fra den berømte tv-serie Friends. Joey er altid hurtig med en smart bemærkning, løsning eller et dumt spørgsmål, som udvander seriøsiteten og dybden i enhver samtale eller konflikt (Joey’s karakter i tv-serien er karikaturen på en hul og overfladisk BØV). Dette karaktertræk er blevet voldsomt populær blandt min generation, men det medvirker oftest til at de færreste tør vise sig sårbar eller bringe personlige udfordringer ind i samtalen, af frygt for at der dukker  er en eller flere Joeys op og spolerer det kostbare øjeblik (måske er du selv en Joey? I så tilfælde skal du lære at holde din kæft). Ingen mennesker ønsker at blive neglegeret eller gjort sjov med, når de bringer noget personligt, sårbart eller værdifuldt til samtalen. Har vi oplevet neglegering for ofte i en relation, vælger vi at ty til harmløse og sikre emner som politik, sport eller gadgets.

Jeg mener ikke at vi i alle sammenhæng bør gå og dele vores kampe og udfordringer, men jeg mener at det er vigtigt, at vi finder nogle sammenhæng hver især, hvor vi kan komme med alle de fragmenter vi indeholder som mennesker. At vi finder et eller flere fællesskaber, hvor vi ikke skal lægge vores problemer og kampe udenfor døren men tværtimod tage dem med. Har du først oplevet denne dybde med nogle af dine venner, så er du ikke tilfreds med det overfladiske eller underholdende. For det er befriende at kunne komme til bordet med alle de stykker du er, at blive accepteret med dine fejl, blive støttet i dine udfordringer og havde nogen at stå sammen med i dine kampe. Disse relationer opstår først når en eller flere personer viser tillid og løber risikoen ved at lukke lidt op for posen med den mindre pæne virkelighed af sig selv, og de oplever at blive mødt af fællesskabet med accept og respekt fremfor hurtigere løsninger eller sjove kommentarer. (Foto: Jenser)

Hvad er din erfaring med at bringe virkeligheden ind i relationerne. Kommer det helt naturlig eller kræver det en indsats fra fællesskabet? Hvor ofte tænker du på sårbare spørgsmål, men tør ikke bringe dem til bordet?Har du/I måtte “dræbe” en Joey eller to, eller er du selv en “Joey”?  

Læs også:

• Kilden til maskulinitet
  
• Cowboy eller soldat?
  
• Den falske mand

Tilbage til episode #1. En sidste scene, der har lidt brændt sig fast for mit indre øje, har gjort et stort indtryk og givet stof til eftertanke.

Kapt. Sobel står og sviner en soldat til og anklager ham for ikke at have vilje nok eller at være af den rette støbning til The Airborne. Møgfaldet ender ud med en prøve. Løb Currahee på 50 minutter, 3 miles up, 3 miles down. [Sceneskift] Soldaten løber alene med fuld opbakning på den opadgående grusvej, det er varmt, han er forpustet, det er hårdt[...] 3 venner kommer løbende op bagfra, indhenter ham og løber med i tavshed, maksimal moralsk støtte.

De her 3 venner var lige så trætte, lige så sultne og havde lige så stort behov for pause, som alle de andre soldater, men de havde også en stor kærlighed til deres medkammerat. Overfor dem skulle han ikke bevise sin vilje, støbning eller karakter. De mente, modsat Kapt. Sobel, at han hørte til The Airborne, at han var en af dem og havde det, der skulle til.

Det bringer minder tilbage til Døde Poeters Klub, hvor en af drengene nærmest skælder sin roommate ud, fordi han vil have ham med, han vil have ham ind i klubben, han vil mærke hans engagement i projektet – fordi han ved at roommaten trækker sig på grund af frygt, ikke på grund af manglende lyst.

Det der med, at du er min ven, og jeg slipper dig ikke bare sådan lige fordi der er konflikt, kamp, ændringer i livet, vi er på et forskelligt stadie lige nu. Det er venskab. Det er broderskab! Jeg ser med skam tilbage på samtaler med andre i kirken, hvor vi har talt om mennesker, som stoppede med at komme af forskellige (ofte ukendte) årsager, og vi der var tilbage, var enige om “at han ikke havde karakteren til at klare modstanden eller fristelsen”, eller at “han aldrig rigtig helt havde villet det der med Gud.” Men hvor var jeg, da det var hårdt eller kampen stod på for disse personer? Jeg var nok blevet tilbage, som alle de andre soldater i kompagniet, der så manden tage afsted, vidste hvor hårdt prøvelsen ville blive, men selv var for træt eller elitær til at supporte, når det virkelig galt.

Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner.

- Jesus, Joh 15, 13

Men når jeg ser det på film, så vil jeg så gerne ligne de 3 venner, som så udover deres egen træthed og behov, og kunne se, at hvis ikke de hjalp til her, så mistede de en ven.

Relaterede indlæg:

• Ingen vil være Kaptajn Sobel
• Det var det der skulle gøres

Kaptajn Sobels blinde vinkel

Ingen ønsker at være som Kaptajn Sobel, alle vil være som Løjtnant Winters! Winthers lever efter sine principper og dyder, han hverken drikker eller ryger, gambler eller snyder. Han udviser mod og stryke og trækker sig ikke fra selv en vanskeligste ordre. Han er den stille, men vise type, som også kan gå gennem en krigsret, hvis han er uretfærdigt behandlet. Hvem vil ikke være Løjtnant Winters? Har Kaptajn Sobel ikke nogle styrker? Jo, han får sine folk til at give yde deres bedste, han forbereder dem på helvedes krigszone og han giver dem noget at være stolt af.

Men han er elendig til at føre og lede en strategi på slagmarken. Det værste er, han kan ikke selv se det! Han har en blind vinkel, og ingen fortæller ham om det. Han er enten for stolt, blind (eller for dum), og til sidst i afsnittet bliver han sat til at træne faldskærmsudspring med præster og læger i stedet for at gå i krig med det kompagni, som han selv har trænet. Og her er det noget, som jeg kan lære af Kaptajn Sobel, jeg har også blinde vinkler, ting jeg er elendig til eller adfærd som er forkert. Men hvis nogen fortalte mig, og jeg faktisk lyttede (hvilket er den sværeste del for mig), så kunne jeg omvende mig, ændre adfærd eller i det mindste trække mig i tide.

Natan er ikke nogen Satan

Det minder mig om historien om Kong David og Batseba fra bibelen (2.Samuel 11-12). Kongen har en affære med Batseba mens hendes mand er i krig. Hun bliver gravid, og i forsøget på at redde sit eget skindsørger David for at manden bliver slået ihjel i krigen. Derefter kan han gifte sig med Batseba og alt ser fint ud på ydersiden. Så dukker Natan op og fortæller en historie om en uretfærdig mands handlinger, kongen bliver sur og kræver manden straffet, hvorefter Natan fortæller David, at han er manden. David havde fået sig selv en blind vinkel, og Natan er kongens sande ven, han fortæller kongen om hans blinde vinkel og kongen omvender sig. Hvor mange andre på slottet har talt i krogene, hvor mange generaler har hvisket eller sladret om kongens magtmisbrug, uden at konfronterer kongen selv med det?

Jeg er overbevist om, at Gud har sat min hustru som Natan i mit liv. Hun udpeger meget specifikt mine blinde vinkler, og så bliver jeg oftest vred, frustreret eller søger ind i min mentale mandegrotte, hvor jeg kan bekræfte mig selv for en tid (andre derude der kender til den mentale mandegrotte?). Hun leverer heller ikke altid beskeden med samme visdom som Natan, han havde sikkert tænkt og bedt i flere dage, før han konfronterede kongen men hans åbenlyse fejltrin. Skulle min hustru benytte sig af samme strategi, ville hun bede uafbrudt.

Så hvordan kunne Kaptajn Sobel gøre det bedre? Hvordan kan jeg gøre det bedre? Vi kan lytte til de vise mennesker, som er omkring os og kan se de karakterbrist og mangler, som vi ikke selv ser. De mennesker der påskønner os nok til at påpege vores blinde vinkler. Bedrøveligt nok er der ingen, der holder nok af Kaptajn Sobel, og som tør fortælle ham sandheden om hans krigsførelse. Jeg håber, jeg er bedre til at lade Natan’er få taleret i mit liv, og ikke blive sur eller fornærmet. Bare lytte! For jeg vil jo ikke være Kaptajn Sobel, jeg vil være Løjtnant Winthers.

Nogle af mine elevers kreative påfund op til valget 2011

Er det ikke en smule skræmmende at tænke på, at vi går rundt imellem hinanden som mennesker og vurderer, om vi er over eller under i hierarkiet? Om jeg bestemmer over dig, du over mig eller om vi er ligestillet? Jeg bestemmer over mine børn, nogle går endda så vidt, at de sætter lydighed som det vigtigste element i børneopdragelsen.

Jeg ved, jeg selv tænker sådan, altså i magtrelationer, at jeg bestemmer i visse situationer, og i visse situationer er der andre, der bestemmer. Men jeg er ikke sikker på, om jeg er tilfreds med at tænke sådan om relationer. Enkelte gange har jeg modtaget ægteskabsråd à la nogle gange må vi mænd bare sætte vores koner på plads! Men er jeg mere magtfuld end min hustru i vores relation? Var det det vores ægteskabsløfte gik ud på, da vi sagde ja til at ære og elske? Lå det mellem linjerne, at nu var Hr. Iversen bossen og frøkenen skulle bare have at vide hvor skabet skulle stå, hvis hun blev i tvivl (Jeg elsker forresten den scene i Anja og Viktor, det er verdens bedste Carl-Mar Møller parodi).

Og hvad med min relation til mine børn? Skal de lærer at farmand bestemmer, og hvis de prøver kræfter med ham, så får du enden på komedie (ok, det lyder som om jeg dapper dem bagi, det gør jeg ikke). Skal de som børn lære, at det handler om at have magten, og den der har magten bestemmer, og så er det bare synd for alle andre? Som om mine børn i virkeligheden tilhører mig, jeg har dem vel kun til låns, om små 14-17 år er de på vej videre herfra.

Men jeg er et magtfuldt mennesker, fordi jeg i bund og grund bestemmer ene og alene over mig. Men også kun mig. Ikke andre. Kun mig.

Grundlæggende en skræmmende og befriende tanke. Skræmmende fordi jeg må give slip på min lyst til og mit tankemønster om at styre (læs: manipulere, kontrollere, bøje, tilpasse) situationer og mennesker til at gøre, som jeg tænker de skal gøre. Befriende fordi jeg ikke længere behøver at underlægge mig andres trang til det samme.

Er det svært? Ja, sindssygt svært. Det er et tankemønster, som jeg ubevidst har gået med det meste af mit liv. Et opdragelsesmønster som jeg selv er opdraget med og derfor ligger det lige til højrebenet at videreføre. Det er et system, der sætter mennesker i et overskueligt hierarki, hvor det er let at finde sin plads, men også et system hvor jeg ubevidst tvinger andre til at finde deres plads. Men det er en løgn, at jeg kan bestemme over mennesker, mine elever, min hustru eller mine børn. Jeg kan muligvis bilde mine børn ind, at farmand bestemmer, men den dag de opdager, det ikke passer, står oprøret for døren og styrkeprøven kan begynde. Det vil ende med 2 tabere, fordi relationen vil lide brud af sådan en magtkamp.

Er det svært? Ja, for folk gør dumme ting omkring mig. Elever tager tiltider utrolig dårlige valg, og hvor kunne jeg nemt prøve at være magtfuld som lærer, i klogskabens navn selvfølgelig. Mange vil sikkert nikke genkende til nødvendigheden af dette, men eleven skal ikke handle ud fra frygten omkring sin lærers vrede, eleven skal handle ud fra en betænksomhed og viden omkring handling og konsekvens, ellers hjælper det intet den dag læreren er væk (samme tankegang gælder for mine børn).

Sluttelig. At jeg tror jeg har magt over andre, eller at nogle andre har magt over mig, bunder i en forestilling om, at nogle mennesker har mere værdi end andre? At nogle har mere ret til at bestemme, og andre derfor har mere pligt til at blive bestemt over? Men jeg tror alle mennesker har lige værdi – mine kollegaer, mine elever, min hustru, mine børn og jeg selv. Det må også få indflydelse på min måde at behandle disse mennesker på, og få indflydelse på den måde jeg lader disse behandle mig. Jeg bestemmer over mig. Jeg kan give gode råd til andre. Andre kan så bestemme over sig selv.

Det var nogle af de tanker, der fylder for tiden i mit hovede om relationer og magt. Det er ikke gennemtænkt endnu, men jeg koger suppe på det lige nu og der kommer sikkert mere senere. Hvad tænker du om magt i relationer til venner, kollegaer, hustru og børn. Skriv gerne din kommentar, indspark eller spørgsmål her.