Lille sorte Sambo og Brian

Første besøg på “Mand mig op”? Tilmeld dig sidens RSS-feed.

I Afrika er der en stamme, har jeg læst, hvor drenge når de bliver 12, får sig én på opleveren. Eftersom faderen har flere koner, bor denne dreng i denne historie i hytte med sin mor og yngre søskende, men det komme til en ende, for denne nat kommer landsbyens mænd og medicinmand forbi.

Ude foran hytten begynder mændene at synge, medicinmanden danser en vild dans med sin kæmpe monstermaske, der hersker en krigerisk stemning. Mændene kalder så på drengen, kom ud til os, kom ud til os synger de. Hyttens forhæng bliver trukket til side og i døren kommer moderen frem, bag hendes ryg kigger drengen nysgerrig men frygtsom frem. Kom ud til os, kom ud til os, messer mændene mens medicinmanden danser vildt (for ham handler det heldigvis ikke om at få seerstemmer nok til at være med i vild med dans næste fredag igen). Moderen spørger hvad de vil, og fortæller dem at de skal lade hendes dreng være. Mændene i byen, inklusiv drengens egen far, ignorerer moderens desperate og nervøse advarsler, kom ud til os, kom ud til os. Læs resten

Rigtige mænd holder med Brøndby?

Forleden luftede jeg en teori om hvorfor mænd så let gribes af sport, spil og dæksparkning. Her kommer så lige en teori nummer 2 til den udprægede tendens af total overgivelse til praktisk talt meningsløse beskæftigelse, vi så ofte finder hos os mænd.

Det gamle krigerfællesskab lever stadig! Efter den mørke middelalder fik tilført elektrisk lys og den store renæssance fik tilført en form humanitet i tilværelsen, er det jo praktisk tal forbudt at starte en krig med mindre man hedder Anders Fogh Rasmussen eller har statsborgerskab i mellemøsten. Det har helt klart sine åbenlyse klare fordele, MENLæs resten

Vil du hjælpe mig med at sy min arm på igen?

Hvis man bliver skudt i krig, så er det første man gør at kalder på en medic, soldaten med det røde kors på hjelmen og gazebind i tasken vil derefter komme løbende og lappe en sammen igen, mens man er bedøvet af morfin. Det har jeg lært fra film og computerspil. Man går ikke rundt og siger, jeg er ok, med kroppen fuld af granatsplinter eller en arm hængende i en tynd stribe hud (det er kun Bruce Willis i Die Hard der gør det).

En ven gjorde mig forleden opmærksom på, at i dagligdagen gør mænd ironisk nok det modsatte, hvis en mand er såret i sin sjæl, har problemer i ægteskabet, udfordringer med kollegaerne på jobbet osv. Så bliver det gemt under en facade af, at alting går fint, jeg har styr på det, mens hjertet forbløder.

Det er selvfølgelig lettere at skjule en smerte i sjælen end end arm der er halvt sprængt af. Og det er lettere at tro på, at det ikke er så vigtigt at få bearbejdet hullerne i sjælen som granatsplinterne i ryggen. Krigsskader er bare mere åbenlyse.

Evne ntil at lukke for hanen på følelsesmæssige områder er velfungerende i mit liv. Hvis noget gør ondt eller genere mig, så kan jeg lukke af for følelserne helt ubevist og forsætte som normalt – så længe det ikke kræver at jeg indvoldveer mig følelsesmæssigt selvfølgelig. Forleden sad jeg i samtale med en ven, som fortalte mig, at han havde det på samme måde, det er nok normalt for mænd.

Det er som om vi mænd kan lukke af og så åbne op på et mere belejligt tidspunkt – det har selvfølgelig sine fordele, eks. i krig og pressede situationer, men det bliver en ulempe, hvis der aldrig bliver lukket op for følelserne igen så det blive permanent. Hvor mange mænd render rundt med sår fra fortiden, som påvirker deres nutid, men som de ikke fortæller om til nogen, men istedet holder facaden højt – selv i de nære venskaber?

Man er ikke et psykologisk tilfælde eller har brug for professionel hjælp hvis man er en mand, der er ked af noget! Tværtimod er man en mand, hvis man tør tage livtag på de ting der gør ondt i livet, holde dem frem som værende virkelige og begynde at tale om det, bede om råd og vejledning til at komme igennem det.

Jeg vil blive bedre til at råbe medic til mine kammerater selvom det er så svært at indrømme at jeg er såret. Hvad med dig, er du god til at vise dine sår og skrammer til dine venner?

Cowboy eller soldat?

Jeg husker mig tydeligt beæret, da jeg som 16-årig var inviteret til min fars fødselsdagsfest kun for mænd. Alle mænd han havde haft berøring med gennem arbejde, kirke, løb og andre aktiviteter var inviteret og der sad vi så i stuen ca. 40 mænd. På et tidspunkt rejser min far sig op og spørger “Er vi mænd ensomme?” Jeg husker tydeligt 2 svar fra 2 forskellige personer.

En sagde ja, han var ensom, savnede at tale sammen med andre mænd om vigtige ting i livet. På et tidspunkt havde han fundet sammen med andre mænd i en gruppe, de havde underskrevet en tavshedskontrakt og oplevet et frirum til at tale om alle de ting de havde på hjertet, og som de ikke oplevede de kunne tale om andre steder. Gruppen holdt kun noget tid, men havde givet en form for mandefællesskab.

En anden sagde nej, han havde en håndfuld venner som han holdt fast i, selvom nogle var flyttet til udlandet talte de tit i telefon og han oplevede et givende fællesskab med andre mænd, som havde udviklet sig gennem mange år og gik dybt.

Som den yngste sad jeg tavs i gruppen, på et tidspunkt spørger min far mig direkte gennem stuen hvad jeg tænkte om mænd og ensomhed? Jeg kunne kun svare, at jeg var ny på banen som mand, men lytte til denne diskussion gjorde mig opmærksom på, hvor vigtigt det var at holde fast i sine venner og arbejde på at have en dyb relation med dem. Jeg vidste godt hvem jeg ligne og ikke ligne af de mænd der var samlet den aften.

Jeg tog en beslutning den aften, at jeg altid ville have venner der kom tæt på og hvor jeg gik tæt på selv. Ofte når jeg stiller et farligt spørgsmål ind til privatlivet hos mine venner, oplever jeg at det bryder isen og vores venskab når dybere, der bliver plads til at tale om de ting vi er usikre på. Jeg vil ikke være den ensomme cowboy der ligner en der kan klare alting selv, det vil jeg ikke! Jeg vil være soldaten der ved at sejre vindes i fællesskab.

Hvem er du?

Mine gutter – hvem er det?

Igår skrev jeg om hvor vigtigt relationen til andre mænd er for den maskuline udvikling, i dag vil jeg gerne beskrive mit fællesskab – vi kalder os gutterne, det er ment som inspiration til folk, der savner et maskulint fællesskab.

Det startede med at jeg selv ønskede at gøre noget sammen med nogle andre mænd, jeg inviterede derefter mine 2 venner  i sommerhus, én foreslog sin svoger og en anden god ven, som jeg kendte lidt til. Vi er altså 5 når vi alle er samlet og vi spænder vidt i profession – jeg er lærer, så er der en mekaniker, en grafiker, en musiker og en programmør. Jeg inviterede faktisk en person mere, men han havde ikke tid og har ikke senere meldt ud at han ville være med – sådan er det, nogle har den her slags fællesskab andre steder, og det skal respekteres.

Vi tog i sommerhus en kold januar weekend, fyrede op i pejsen, lave god mad, sad i udendørs spa om aftenen, så nogle gode action film og talte utrolig meget sammen om ægteskab, udfordringer i livet, børn, sex og fremtidsdrømme.

Det var startsskudet på vores lille gruppe. Så enkelt kan det gøres – siden da holde vi fødselsdage for hinanden, tager på telttur, griller ved vandet osv.

Det handler ikke så meget om hvad vi laver, det eneste vigtige element for mig, er at der er tid til at tale sammen, og det er her udfordringen kommer i sådan et fællesskab, at turde tale sammen om følsomme ting.

Jeg vil lige dele en oplevelse jeg havde i det fællesskab. Vi var taget på telttur ved Glenstrup sø, vi brugte 2 dage på at fiske, lave mad, lave svedhytte, sove i hængekøje, sparke til en bold og sejle i kano. Efter 2 dage tog jeg hjem ganske utilfreds – fordi samtalen havde primært været overfladisk. Min nye målsætning blev, at jeg altid ville have forberedt et emne vi kunne tale om når vi var sammen, eks. “hvad kæmper du med lige nu”, “hvad er temperaturen i dit ægteskab” eller “hvordan går det med din åndelige udvikling”? Efter denne erfaring er jeg ikke gået frustreret fra en tid med gutterne.

Som du ser, er vi ikke supermænd, eller har en leder som har bestået manddomsprøven hos militæret eller fremmedlegionen, vi er bare os på den mest ærlige måde vi kan være.

Det næste vi skal er at bruge en dag på at ordne hus hos Torben, han skal have forskallingen af og en ny på, og det tager en evighed alene. Så på lørdag skal jeg hænge en hel dag med gutterne, og der bliver god tid til at snakke, for vi skal stå med hver vores hammer og banke på forskalling. Og jeg går og summer på hvad vi skal tale om…

Er dette et ganske normalt mandefællesskab som alle har, eller er de fleste mandefællesskaber fokuseret på overfladiske emner?

Kilden til maskulinitet

Når en dreng bliver mellem 12 og 15 år i afrikanske stammer skal han igennem en initiationsrite (det vil sige en manddoms prøve som indikere at han går fra at være dreng til mand, typisk mere omfattende både psykisk og fysisk, end at mumle et par “ja” til præsten i folkekirken) og derefter indtræder han i de voksnes fællesskab, hans mor har mistet sin søn og skal fremover hilse ham som mand, de andre mænd har fået en ny broder, en jager og kriger (det skal lige nævne at indholdet i disse riter strider mod stort set alle paragrafere i FN’s børnekonvention, det er ikke for børn :-/)

Når jeg ser film og tv-serier som “Saving Private Ryan” eller “Band of Brothers”, så er der noget tiltrækkende over disse mænd og deres fællesskab. John Eldregde skriver i sin bog “Det maskuline hjerte“, at sand mandighed kun kan opstå i fællesskab med andre mænd.

Ironisk nok har den morderne mand i vesten taget illusionen om den ensomme cowboy til sig, at manden må klare sig selv, se godt ud og ikke vise smerte i pressede situationer, holde igen på føleleserne og fake den overfor andre mænd.

Jeg kan sagtens tage en masse tiltag i mit liv for at udvikle sin maskulinitet, tror jeg, men først når samtalen med gutterne berør vigtigere ting end fodbold, politik og en flygtig genfortælling af gårsdagens hændelser, vil jeg som person opleve at det maskuline udvikler sig, for der er jeg i et ærligt fællesskab med andre mænd.

Hvad er mener du er mest mandigt – den ensomme cowboy der klare alt selv (også for andre) eller den lille enhed som vil tage en kugle for hinanden?