Der findes den drøm, jeg engang havde om mit liv, og så findes der det liv, jeg nu engang har. Den sidste version er den bedste. Normalt plejer fredagens post at være et sjovt indslag, den her gang bliver et en tankevækkende kærlighedssang. Den er helt ok, og den viser lige netop den del af livet, som er helt normal og fuldt favnet af de fleste af os mennesker, der ikke har så travlt med et fiktivt tv-liv.
Nogle stemmer i samfundet taler nu om, at Helle Thorning-Schmidt er det værste, der er sket for ligestillingen i Danmark, endnu! Fordi hun konkret demonstrerer, at en kvinde ikke evner at lede landets største virksomhed, staten!
Men hvorfor er det nu, at vi tænker sådan? Nogle mener, at kvinder ikke har det drive og mod, der skal til, for at tage tunge beslutninger under pres med store konsekvenser til følge. At kvinder er for bløde til at forhandle og altid vil søge et kompromis, også hvor et kompromis ikke er den bedste løsning. Sådan siger nogen.
Samme argumentation går igen, når der mangler en god forklaring på, hvorfor over 90% af bestyrelserne i landets store virksomheder er mænd, eller hvorfor de fleste forskerstillinger på universiteterne er besat af mænd. Det er skam ikke fordi de er mænd! Det er ganske enkelt fordi de er de mest kompetente til jobbet. Men det holder ikke helt, vel? Der findes massevis af kvinder med kant, mod og fantastisk analytisk evne til at træffe tunge beslutninger i pressede situationer, nogle er endda bedre end de fleste ledende mænd.
Er den en oprigtige begrundelse ikke, at kvinder bliver mødre, går på barsel, har et hjerte som også rummer børnenes ve og vel, som gerne vil hjem og være en del af familiens liv? Og er der krise på hjemmefronten, så ryger fokus fra arbejdsfronten, hvilket TV-serien “Borgen” portrætterede i anden sæson. Hvis en kvinde arbejder over flere aftner i træk, mens der er syge børn derhjemme, så er hun ikke en god mor. Arbejder manden over flere aftener i træk, så tager han ansvar!
Der er noget i vores kultur, der forventer mere af moderrollen end faderrollen på hjemmefronten. Den fraværende fader er en kendt person i familien Danmark, den fraværende moder derimod er nærmest ukendt. Skulle Helle Thorning-Schmidt blive skilt, vil mange nikke og sige “Hvad sagde vi?“. Skulle det samme hænde for Lars Løkke, betaler han en vigtig pris for at lede landet, og vi bør have respekt for hans indsats.
Hvorfor er det vi mænd tror, at vores rolle i vores børns liv ikke er så vigtig? At vi kan have travlt med alt muligt andet? At vores vigtigste rolle er at bringe penge (og gerne mange af dem) til bordet og så er vores familie glad? Den eneste grund til at kvinder ikke kan indtage de tunge poster i samfundet og i erhvervslivet er, at vi mænd regner os selv så overflødige, at vi benytter store dele vores tid væk fra vores børn.
Jeg læste i et interview med finansminister Bjarne Corydon, at han havde valgt at betale en høj familiepris, for at være i den rolle han var. Hans børn spekulerede ikke i om far kom hjem om aftenen, men om han var hjemme til deres fødselsdag! Og sådan havde det været i 7 år med en del flere år i sigte (og hans børn er små børn mellem 3 og 11). Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er for meget at kræve af en af landets ledere… så længe det er en mand der besætter posten.
Så hvorfor kan en kvinde ikke være statsminister? Ikke fordi hun mangler evnerne og talenterne. Men fordi mænd har den opfattelse af, at de ikke behøver at være tilstede i deres egen familie, tage orlov hvis der er krise, tage barsel eller bare barnets første sygedag! Og så tilfalder den vigtige rolle kvinderne.
Er det helt af sporet – skyldes det manglende evner og talenter hos det kvindelige køn, at de ikke kan beside topposter. Ellers skyldes det vores lave forståelse for mandens betydning i børnenes og hjemmets liv?
(Foto: stm.dk)
En kommentar her på bloggen fik mig til at huske, hvorfor jeg i sin tid valgte titlen “mand mig op” for bloggen her. Fordi jeg et eller andet sted er dumpet ned i dette vadested mellem manderoller. Patriarken er død, og kvinderne har i flok forladt kødgryderne og indtaget store dele af arbejdsmarkedet. I mellemtiden har manden været tilskuer til, hvordan kvinden har overtaget vigtige funktioner i samfundet – ligestillingen er nok kommet for at blive.
Hvad manden ikke har gjort, er at finde sin egen rolle i den nye samfundsstruktur. Han kan ikke længere krone sig med titler som skaffedyret eller familiens overhoved. Men hvilken title har han så?
I mange år har mændene jo heller ikke gidet tage en diskussion om, hvordan de i virkeligheden har tænkt sig at være mænd.” – Naja Marie Aidt
Jeg ønsker ikke patriarken tilbage – jeg er overbevist om, at den struktur har lige så mange negative sider om ikke flere end positive. Vi mænd har et arbejde foran os med at få defineret, hvilken rolle vi ønsker at indtage i familien og samfundet. (<–Click to tweet)
Det nytter ikke noget at klynke over, at der ikke er en nem manderolle at træde ind i længere. Det nytter heller ikke at kapitulere og trække sig tilbage med undskyldninger om, at nu føler man sig overflødig som skaffer, overhoved og far – reduceret til kæledyr og sæddonor. Manderevolutionen er nu 40 år forsinket og det efterlader et vakuum. Jeg forstår frustationen, men ingen af disse positioner bringer noget som helst godt til bordet.
Hvad der derimod kunne være berigende, var en nysgerrighed på hvad det at være mand indbærer i det nye årtusinde – et bidrag af spørgsmål, ideer og erfaringer fra mænd til mænd. En åben samtale hvor frustrationen bliver vendt til en udfordring!
Så hvad gør vi herfra? Os mænd? Hvis vi nu stopper med at give kvinderne skylden, og udviklingen skylden og vores fædre skylden. Lorten på bordet – hvad er næste skridt herfra mod en moderne mandighed.
(Foto: NatalieMaynor - redigeret af undertegnede)
…han er en rollemodel! Desværre for ham og mange andre gode rollemodeller, så er de ikke på mode for tiden. De er blevet overhalet af mennesker som Sidney Lee, Amalie, Johnny Knoxville og Paris Hilton, de såkaldte celebrities og realitystjerner.
Lad os lige for god ordens skyld får styr på forskellen. En rollemodel er en person man ser op til, fordi vedkommende på nogle områder af livet eksempliciferer nogle værdier og dyder, som man selv gerne vil tilegne sig. En realitystjerne er primært kendt for at være kendt, og mange ser op til personen, fordi vedkommende ofte optræder i medierne. Til forskel fra rollemodellerne lever realitystjernerne et liv, hvor der oftes brydes med dyder og værdier.
Vi spejler os i de mennesker, vi ser op til (læs: tilbringer tid med enten i en personlig relation eller via mediernes præsentation af dem). De er med til at forme vores drømme og forventninger om det liv, som vi gerne vil leve, og de påvirker vores syn på, hvad der er normalt. Derfor er det ikke irrelevant, om det er rollemodeller eller realitystjerner, vi ser op til.
Da de færreste mennnesker gider ser det samme på tv igen og igen, må stjernene leve et mere og mere ekstremt liv for at forblive kendt og få omtale. Det handler nu om at vinde fans for enhver pris! Løgn, snyd, prositituion, strategiske alliancer (som man holder så længe, det er en fordel for en selv) og bagtalelse er midlerne til at blive kendt og vinde omtale og penge. Toppen af nacisistisk og egocentreret livsstil er nået (forhåbenligt)!
Hvad har Victoria Beckham gjort for at være kendt? Ingenting! Hun er gift med David Beckham… Nogen vil måske indvende, at hun var med i Spice Girls. Nemlig, hvad har hun gjort?
- Marc Driscoll
Denne nedadgående spiral væk fra sunde værdier og normer mod det sygeligt ekstreme, kan alle nu følges live via tv og telefoner, twitter og facebook. Børn og unge spejler denne ekstreme adfærd, fordi det er det, de ser og derfor opfatter som normalt. Der sker altså en drastisk udvanding af dyder og værdier blandt unge, tilfordel for at være som de kendte, og håbet om måske at blive en smule kendt selv. Hvad blev der af ærlighed, mådehold, udholdenhed, selvopofrelse, tillid og respekt. Hvad blev der af Kaptjan Winthers fra Band of Brothers? Hvad blev der egentlig af ære?
Min far er ikke nogen celebrity, men han er en rollemodel for mig. Og jeg er ham dybt taknemlig for, at have lært mig værdien af at arbejde på sin karkater fremfor sin fremtoning. Må realitystjernenes tid snart være forbi. Må rollemodellernes tid komme igen. Må vi fædre og mødre stå op og vise, at et godt liv kræver at man holder fast i sine sunde værdier og stærke karaktertræk, ikke at man sælger dem for rigdom og berømmelse. Det håber jeg, vi kan!
Dagens mand er sløv i ægteskabet, fraværende i hjemmet og sovende i kirken. Kvinderne tager initiativet, overtager ansvaret og står ved roret. Dette wake-up-call kan læses på folderen til den mandekonference, der løber af stablen i september, og som flere kirkelige organisationer står bag. Men passer dette provokerende udsagn? Er vi mænd sløve, fraværende og sovende de steder, der skulle betyde mest af alt for os? Er det overdrevet, eller er det egentlig en meget god beskrivelse af den kristne mand i 2012?
Det begynder med ordene fra Jos. 24,15 ”Jeg og mit hus vil tjene Herren.”
At være en kristen mand betyder:
I familien skal du være mand for din kone, far for dine børn og have Gud som herre i dit liv! I et ligeværdigt samspil med familiens øvrige medlemmer skal du netop være mand. Din opgave er at gøre, hvad der står i din magt for, at din kone og dine børn trives og har det godt. Din opgave er at repræsentere de maskuline værdier i helheden. Sådan som det er kvindens opgave at repræsentere de feminine og børnenes de barnlige værdier.
Både far og mor har til opgave at give deres børn livsmod og selvværd. Det sker især ved gang på gang, gennem handlinger og ord, at lade det enkelte barn vide:
For drengenes vedkommende bør far være med i de lege og spil, de har i gang. Han skal være med i drengenes voldsomme lege og deres ”er-du-stadig-den-stærkeste-far-leg”, deres skydespil, bilspil og konkurrencer.
For pigernes vedkommende handler det som regel mere om at stille sig til rådighed med snak, at være en stærk, solid støtte, der kan bære dem, når noget går dem på og være en, de kan putte sig ind til.
Nysgerrig? Det og meget mere vil vi sætte fokus på ved konferencen d. 29. september 2012 i Bilernes Hus i Silkeborg, hvor enhver (mand) er mere end velkommen. Dagen skulle gerne være med til, at vi kan omformulere sætningen fra folderen til: Dagens kristne mand er aktiv i ægteskabet, nærværende i hjemmet og engageret i kirken! Ses vi?
Steen Møller Laursen er gift med Charlotte på 19. år. De har tre teenagere på 13, 15 og 17 år. Til dagligt arbejder Steen som familiekonsulent i Indre Mission og har derigennem arbejdet en del med det at være maskulin og kristen. Du kan læse mere om mandekonferencen og tilmelde dig her.
En pornomodel er en anden fars datter, hun har engang været en lille pige, der drømte om lykke, eventyr og den store kærlighed. Hun er blevet krammet af sin mor og far, blevet holdt af og fortalt, at hun er værdifuld, vidunderlig og helt unik. Hun har fundet glæde i små hverdagsting som at samle på snegle, blomster og sten. Hun har tegnet tegninger, som kun hun og hendes forældre vidste hvad lignede, og som for alle andre var abstrakt kunst. Bobler i kakaomælken har været det helt store hit ved bordet, hun har fået grineflip så mælken løb ud af næsen til morskab for hele familien.
Med store øjne og et kæmpe smil har hun midt i november fortalte far, hvad mor har købt til ham i julegave. Om aftenen er hun blevet krammet, fået godnathistorie og blevet puttet med dynen godt ned om sidenog et kys på panden. Hun har ligget under dynen om natten og planlagt sit romantiske bryllup ned til mindste detalje og lavet lister med forslag til hendes børns navne. Drømt om en lyserød fremtid med “lykkeligt til sine dages ende.” Lige meget hvor gammel hun bliver, så er hun stadig en anden fars elskede lille datter.
Måske kan det hjælpe lidt at tænke på det, næste gang fristelsen melder sig?
(Foto: Werkman)
