Nogle stemmer i samfundet taler nu om, at Helle Thorning-Schmidt er det værste, der er sket for ligestillingen i Danmark, endnu! Fordi hun konkret demonstrerer, at en kvinde ikke evner at lede landets største virksomhed, staten!
Men hvorfor er det nu, at vi tænker sådan? Nogle mener, at kvinder ikke har det drive og mod, der skal til, for at tage tunge beslutninger under pres med store konsekvenser til følge. At kvinder er for bløde til at forhandle og altid vil søge et kompromis, også hvor et kompromis ikke er den bedste løsning. Sådan siger nogen.
Samme argumentation går igen, når der mangler en god forklaring på, hvorfor over 90% af bestyrelserne i landets store virksomheder er mænd, eller hvorfor de fleste forskerstillinger på universiteterne er besat af mænd. Det er skam ikke fordi de er mænd! Det er ganske enkelt fordi de er de mest kompetente til jobbet. Men det holder ikke helt, vel? Der findes massevis af kvinder med kant, mod og fantastisk analytisk evne til at træffe tunge beslutninger i pressede situationer, nogle er endda bedre end de fleste ledende mænd.
Er den en oprigtige begrundelse ikke, at kvinder bliver mødre, går på barsel, har et hjerte som også rummer børnenes ve og vel, som gerne vil hjem og være en del af familiens liv? Og er der krise på hjemmefronten, så ryger fokus fra arbejdsfronten, hvilket TV-serien “Borgen” portrætterede i anden sæson. Hvis en kvinde arbejder over flere aftner i træk, mens der er syge børn derhjemme, så er hun ikke en god mor. Arbejder manden over flere aftener i træk, så tager han ansvar!
Der er noget i vores kultur, der forventer mere af moderrollen end faderrollen på hjemmefronten. Den fraværende fader er en kendt person i familien Danmark, den fraværende moder derimod er nærmest ukendt. Skulle Helle Thorning-Schmidt blive skilt, vil mange nikke og sige “Hvad sagde vi?“. Skulle det samme hænde for Lars Løkke, betaler han en vigtig pris for at lede landet, og vi bør have respekt for hans indsats.
Hvorfor er det vi mænd tror, at vores rolle i vores børns liv ikke er så vigtig? At vi kan have travlt med alt muligt andet? At vores vigtigste rolle er at bringe penge (og gerne mange af dem) til bordet og så er vores familie glad? Den eneste grund til at kvinder ikke kan indtage de tunge poster i samfundet og i erhvervslivet er, at vi mænd regner os selv så overflødige, at vi benytter store dele vores tid væk fra vores børn.
Jeg læste i et interview med finansminister Bjarne Corydon, at han havde valgt at betale en høj familiepris, for at være i den rolle han var. Hans børn spekulerede ikke i om far kom hjem om aftenen, men om han var hjemme til deres fødselsdag! Og sådan havde det været i 7 år med en del flere år i sigte (og hans børn er små børn mellem 3 og 11). Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om det er for meget at kræve af en af landets ledere… så længe det er en mand der besætter posten.
Så hvorfor kan en kvinde ikke være statsminister? Ikke fordi hun mangler evnerne og talenterne. Men fordi mænd har den opfattelse af, at de ikke behøver at være tilstede i deres egen familie, tage orlov hvis der er krise, tage barsel eller bare barnets første sygedag! Og så tilfalder den vigtige rolle kvinderne.
Er det helt af sporet – skyldes det manglende evner og talenter hos det kvindelige køn, at de ikke kan beside topposter. Ellers skyldes det vores lave forståelse for mandens betydning i børnenes og hjemmets liv?
(Foto: stm.dk)
Læs også: