Efter at have set DR2-tema Reality Generationen (det kan ses lidt tid frem på dette link), blev jeg slået over en enkelt, hudløs ærlig sætning fra Sidney Lee:
Jeg oplever et tomrum inden i, det har jeg altid gjort, det forsvinder først når jeg drikker eller tager narkotika. Nogle spørger hvorfor jeg ikke går til psykolog med det, men jeg har lært at leve med det.
Sidney Lee fra DR2-tema, reality generationen.
Wauv – her sætte manden, som alle mænd elsker at hade, trumf på tilværelsen, og jeg forstår ham godt.
Hvor må det være ensomt at konstant skulle være noget i andres øjne, fake sig gennem tilværelsen med selvbruner, provokerende bemærkninger og en konstant søgen efter rampelys. Når livet bliver en lang selviscenesættelse, et skuespil, så må ensomheden stå ved ens skulder. For hvem kan man fortælle om problemerne uden at Sex og Hor lytter med over skulderen og deler det med den celebrety-hungrende del af Danmarks befolkning? Og hvem vil lytte, hvis manden det ene øjeblik er en person med problemer og udfordringer som andre, og bagefter går ud og spiller smart konstant – ikke engang hans familie vil høre om hans liv.
Det må være hårdt altid at skulle sælge sig selv som noget ekstra ordinært til medierne, når han i virkeligheden er en mand som alle andre. Jeg beundre hans vilje til at sætte sig et mål og nå det, men jeg har ondt af ham, at han må leve med sin tomhed inden i.
Om det er prisen værd at leve i overhalingsbanen på den måde ved jeg ikke. Men jeg ved, at hvis jeg har et tomrum i mit liv, så skal jeg være ærlig, se mig selv i spejlet og tjekke op på mit liv. Er alt på plads, kan jeg se mig selv og mine nærmeste i øjnene – og kan jeg se min skaber i øjnene når den tid engang kommer? Hvis ikke, så er det tid til et serviceeftersyn i stilhed, i ægteskabet og bland gutterne.
Hvorfor skal Sidney være statsminister? Fordi i et kort øjeblik på tv foran “hele” den danske befolkning turde sige noget sandt!
